Små fortællinger fra haven

Jeg er en bille. Jeg er sort. Jeg er ikke særlig stor, og jeg er heller ikke særlig klog. Men jeg har boet her i haven hele mit liv, og det er faktisk en fin ting at være god til.

Hver morgen går jeg op på en sten og kigger på verden. I dag gjorde jeg noget mærkeligt. Jeg stoppede med at gå. Bare et lille øjeblik.

Og ved du hvad der skete? Der skete en masse.

En myre kom forbi og hilste. Det havde jeg aldrig lagt mærke til før. En vind blæste gennem græsset, og det lød som havets brusen langt væk. Solen varmede på mit hårde skjold, og jeg kunne mærke, at den var på vej ned.

Jeg har altid troet, at det vigtigste var at gå videre. At finde noget. At gøre noget.

Men det vigtigste var måske bare at stå helt stille og være der, hvor jeg er.

Nu skal jeg gå videre igen. Men jeg tror, jeg stopper lidt oftere nu. Bare for at se, hvad der sker.

Jeg er en snegl. Jeg er ikke hurtig. Det ved alle. Og alle synes, det er sjovt at sige det højt, som om jeg ikke ved det.

Men jeg har travlt alligevel. Jeg har altid travlt. Fordi jeg skal se alt.

Jeg skal se, hvordan duggen ligger på blade om morgenen, før solen tager den. Jeg skal se, hvordan et blad langsomt bliver gult og falder. Jeg skal se, hvordan en regnorm kommer op efter regn og tager en dyb indånding, som om den har været under vand i lang tid.

Jeg kan ikke nå at se alt, hvis jeg har travlt med at skynde mig. Så jeg har travlt med at være langsom i stedet.

Det lyder måske underligt. Men det virker.

I går nåede jeg at se et helt æble falde fra et træ. Det tog kun et øjeblik. Men hvis jeg havde skyndt mig, var jeg gået forbi det uden at se det.

Jeg tror, de andre har travlt med at komme frem. Jeg har travlt med at være her.

Det regner. Det har regnet hele natten, og det regner stadig. Jeg sidder under en busk med våde fjer og venter.

Men jeg venter ikke bare. Jeg synger.

Min sang er ikke for mig selv. Den er for regnen. Jeg synger, fordi jeg ved, at når det regner, sker der noget nede i jorden, som ingen kan se. Ormene kommer op. Rødderne drikker. Frøene begynder at røre på sig.

Jeg kan ikke se det. Men jeg kan synge om det.

En gang imellem kigger et menneske ud af vinduet og ser mig. Nogle gange smiler de. Nogle gange lukker de vinduet, fordi de synes, det er koldt. Det gør ikke noget. Jeg synger alligevel.

Fordi det er det, jeg kan. Jeg kan ikke grave i jorden som en regnorm. Jeg kan ikke vokse som en blomst. Jeg kan ikke bygge et spind som en edderkop.

Men jeg kan synge, når det regner.

Og det betyder noget. Det ved jeg.

Jeg bygger ikke et hus. Jeg bygger en hel by. Og det er der ingen, der nogensinde har spurgt mig om.

Jeg bygger om natten. Når alle andre sover. Fordi det er nemmere at bygge, når der er ro. Og fordi det er der, vinden ikke blæser så hårdt.

Først spinder jeg en tråd. Så spinder jeg en mere. Og så en mere. Det tager lang tid, og det er ikke særlig svært. Det er bare det, jeg kan.

Nogle gange kommer en regndråbe og ødelægger det hele. Så bygger jeg det igen.

Nogle gange kommer et menneske og fejer det hele væk med en kost. Så bygger jeg det igen.

Nogle gange kommer en flue og fanger sig selv i mit spind. Det er ikke, fordi jeg er ond. Det er bare sådan, verden hænger sammen. Fluen skal spise noget andet, og jeg skal spise fluen. Alle skal spise noget.

Jeg ved ikke, om nogen nogensinde har set min by. Måske. Måske ikke.

Men den er der. Hver nat. Ny og skinnende af dug.

Og i morgen bygger jeg en til.