Det var i hvert fald det, jeg kaldte det.
Jeg klippede, lugede, ryddede op og fjernede alt det, der ikke passede ind. Jeg ville gerne have en have, der fungerede. En have, hvor tingene var, som de skulle være.
Problemet var bare, at haven allerede fungerede.
Det gik langsomt op for mig, at noget af det, jeg gjorde for at holde haven pæn og velplejet, samtidig fjernede noget af det, der gjorde den levende. Når jeg fjernede bladene, fjernede jeg også skjulesteder. Når jeg klippede alt ned, fjernede jeg frø og vinterboliger. Når jeg lugede alt det væk, jeg ikke selv havde plantet, fjernede jeg også planter, som andre havde glæde af.
Så jeg begyndte at eksperimentere med det modsatte.
At lade være.
Ikke med alting. Jeg er ikke blevet religiøs omkring mælkebøtter. Men med mere af det.
Og det interessante er, at når jeg gør mindre, begynder naturen ofte at gøre mere.
1. Stop med at rydde op, bare fordi det ser rodet ud
Jeg har haft mange dage, hvor jeg har kigget på et bed og tænkt: Det der skal væk.
Skal det virkelig væk — eller ser det bare rodet ud?
2. Stop med at slå græsset så kort
Jeg troede længe, at en god græsplæne var kort, tæt og ensartet.
Det er den stadig, hvis man spørger min indre paracelhushave- perfektionist.
Man kan bare holde op med at kræve, at hvert eneste græsstrå skal makke ret.
3. Stop med at klippe haven helt ned om efteråret
Jeg har tidligere gjort haven vinterklar på én bestemt måde:
Klip det hele ned.
Det så dejligt ordentligt ud.
Det er måske ikke lige så ryddeligt.
Men der er mere liv i det.
4. Stop med at luge alt det, du ikke selv har plantet
Jeg har fjernet planter, fordi jeg ikke havde inviteret dem.
Senere har jeg købt præcis den samme slags plante.
Det er lidt svært at forklare uden at lyde som en idiot.
Jeg prøver derfor at vente lidt længere nu.
En plante, jeg ikke kender, kan være føde for insekter, give frø til fugle eller bare være en del af det planteliv, der allerede findes i haven.
Det betyder ikke, at alt skal have lov til at brede sig.
Det betyder bare, at “jeg har ikke plantet den” ikke længere er nok grund til at fjerne den.
5. Stop med at holde jorden bar
Jeg har tidligere betragtet bar jord som et tegn på, at jeg havde gjort mit arbejde ordentligt.
Ren jord. Ingen ukrudt. Flot.
Men der er ikke meget natur, der går rundt og forsøger at holde jorden bar.
Jorden er levende. Svampe, bakterier, regnorme og et væld af andre små organismer er med til at omsætte organisk materiale og holde næringsstofferne i kredsløb.
Når vi lader planter og blade dække jorden, beskytter vi den også mod udtørring og giver mere plads til livet.
Så jeg prøver ikke længere at få jorden til at se færdig ud.
Jeg prøver at få den til at leve.
6. Stop med at beskære alt, der ikke holder formen
Jeg har brugt meget tid på at få planter til at holde den størrelse og form, jeg havde bestemt.
Planterne havde andre planer.
Det har de som regel.
En busk, der får lov til at blive større, giver mere struktur og flere steder at gemme sig. Grene, blade og tæt vegetation er ikke bare noget, der skal holdes i form. Det er også levesteder.
Så nu får nogle af planterne lov til at fylde lidt.
En gren må godt stikke ud.
En busk må godt se lidt mindre civiliseret ud.
Og min hækkesaks har fået lidt mere fritid.
7. Stop med at tro, at haven skal være færdig
Det er nok den vigtigste.
For alle de andre seks ting handler i virkeligheden om det samme:
Jeg behøver ikke hele tiden afslutte naturens arbejde.
En have er ikke et projekt, der skal afleveres.
- Blomster bliver til frø.
- Frø bliver til planter.
- Døde grene bliver til levesteder.
- Og planter, jeg ikke har bedt om, dukker op alligevel.
Det er ikke fejl i systemet.
Så måske handler en uperfekt have ikke om at gøre mindre for naturens skyld.
Måske handler den om at gøre mindre og give naturen mere plads til selv at gøre noget.
Og det er faktisk en af de få haveopgaver, jeg er blevet rigtig god til.